Tumlastik
Leg, bevægelse og gymnastik for børn
1-2 år og 2-4 år
Om Tumlastik
Til tumlastik i Lilleby skal vi tumle, gå balancegang, hoppe, kravle og stå på hovedet. Tumlastik er en skøn blanding af tumleleg og gymnastik for de mindste. Der vil være motorikbaner, hvor “jorden er giftig” og andre sjove lege, der stimulerer motorikken. Der er fokus på bevægelses-glæde, leg og udforskning af kroppens muligheder.
Gennem forskellige lege og øvelser styrkes barnets motorik, kropsforståelse og kropsfornemmelse. Ved at invitere børnene med ind i en verden af bevægelse stimuleres og udvikles vestibulærsansen (labyrintsansen) og den proprioceptive sans (bevægelsessansen) - to vigtige sanser for børns motoriske udvikling.
Tumlastik er for dig, der har lyst til en hyggelig og sjov aktivitet sammen med dit barn, hvor barnet får mulighed for at udfordre og udvikle balance, motorik og sanser. I løbet af det seks uger lange forløb vil I opleve, at mange lege og øvelser går igen hver gang. Det skaber genkendelighed og tryghed for barnet og bidrager til barnets egen oplevelse af mestring og selvtillid, når det bliver bekendt med legene og på den måde tør udfordre sig selv endnu mere.
Tumlastik foregår på små hold med maks 10 børn for at skabe trygge rammer for børnene og plads til det enkelte barns fysiske udfoldelse
Jeres underviser
Til tumlastik møder I Sidse, som i sin undervisning tager børn og voksne med på en legende og inspirerende opdagelsesrejse i kroppens muligheder. Sidse er i gang med at uddanne sig til fysioterapeut og har en stor interesse for motorisk udvikling og bevægelsesglæde, som naturligt vil være en del af undervisningen.
Med sin nysgerrige og legende tilgang skaber Sidse et rum, hvor der er plads til både grin, fjolleri og fordybelse. Hun lægger vægt på, at både børn og voksne føler sig trygge og mødt, da hun tror på, at de bedste udviklingsmuligheder opstår i et rart og åbent fællesskab.
Mini-forløb med Tumlastik
-
Tumlastik 1-2 år
Opstart: onsdag d. 27/5
Hvornår: kl. 15.15 til 16.00
Antal: Forløbet er af 3 gange
Pris: 250 kr.
10% rabat for medlemmer med medlemskoden til Grøn -
Tumlastik 2-4 år
Opstart: onsdag d. 27/5
Hvornår: kl. 16.15 til 17:00
Antal: Forløbet er af 3 gange
Pris: 250 kr.
10% rabat for medlemmer med medlemskoden til Grøn