Med Nutidens forældreskab inviterer Lilleby til en oplægsserie af fire foredrag i efteråret.
Nutidens Forældreskab
  

Vi har aldrig haft adgang til mere viden om børn og forældreskab – og alligevel oplever mange forældre et stort pres for at gøre det rigtigt. Forældreskabet er tæt forbundet med identitet, ansvar og præstation, mens sociale medier og et konstant informationsflow kan gøre det svært at mærke efter og finde sin egen vej.


I Lilleby tror vi ikke på, at løsningen er endnu mere, vi skal leve op til. Vi tror på, at vi har brug for mere fællesskab, mere refleksion og mere plads til at være menneske i forældreskabet.
Med Nutidens forældreskab inviterer vi til fire oplæg, hvor vi sammen undersøger nogle af de forventninger og forandringer, der præger familielivet i dag. Hvert oplæg tager fat i forskellige emner – og efterfølgende skaber vi rum for fælles samtale og refleksion.


Formålet er ikke at finde de rigtige svar, men at skabe et sted, hvor vi kan blive klogere sammen. Et sted, hvor der er plads til tvivl, forskellige perspektiver og det uperfekte.

For som i resten af Lilleby handler det om at skabe landsbyen i byen – et fællesskab, hvor vi ikke skal klare forældreskabet alene, men kan mødes, spejle os i hinanden og sænke skuldrene.


Pris og tilmelding

100 kr. inkl. kaffe og bolle m. smør/ost
Få 50% rabat som medlem af Lilleby

Nutidens forældreskab er støttet af FO’s debatpulje

 

  

Mød Dennis Rabæk Lønstrup:
socialrådgiver, familiebehandler og far 

Dennis Rabæk Lønstrup har gennem de sidste 10 år arbejdet med fædre og deres rolle i familien. Med en baggrund som socialrådgiver, familiebehandler og gruppeleder har han stor erfaring med, hvordan fædre kan få en mere aktiv og betydningsfuld plads i familielivet – både praktisk og følelsesmæssigt.

I dag arbejder Dennis i Mødrehjælpen, hvor han fortsat har fokus på fædres betydning for hele familiens trivsel. Han brænder for at udfordre gamle forestillinger om faderrollen og skabe plads til et moderne og mangfoldigt faderskab med både styrke, nærvær og omsorg.

Mød Jytte Ramlov:
psykoterapeut, familiebehandler og farmor til otte

Jytte Ramlov er uddannet psykoterapeut fra Hildebrand Instituttet og medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Hun har mange års erfaring som psykoterapeut og familiebehandler, hvor hun arbejder med mennesker, familier og relationer – og med de mønstre og livsforandringer, der kan opstå gennem livet.

Jytte er særligt optaget af relationernes betydning for vores trivsel og af, hvordan vi kan skabe trygge og nærværende fællesskaber omkring børn og familier. Som farmor til otte børnebørn har hun også et personligt blik for bedsteforældrenes rolle i den moderne familie. Hun har et særligt hjerte for hvordan bedsteforældre kan finde deres plads og være en værdifuld støtte for den lille familie – uden at trænge sig på, men ved at turde være nærværende.

Mød Cecilie Kjær:
efterfødselsvejleder, yogalærer og mor til to

Cecilie Kjær er certificeret efterfødselsvejleder, ph.d.-studerende i idéhistorie, erfaren vejleder, yogalærer og mor til to. Hendes arbejde bygger på en kombination af faglig viden, praksis og egne erfaringer med moderskabet.

Som efterfødselsvejleder arbejder Cecilie med de store forandringer, der følger med det at blive mor – neurologisk, psykologisk, biologisk, kulturelt og socialt. Hun skaber rum for de komplekse og til tider ambivalente følelser, der kan følge med moderskabet, og for at kvinder kan blive set og hørt i alt det, de er og står i.

Som medlem af Lilleby får du rabat på udvalgte arrangementer


Bliv medlem  
Læs mere